Uddannelsens indhold og underviserne

Her kan du læse mere om uddannelsen, indholdet i de enkelte moduler og møde underviserne.

Uddannelsen bygger på forskning og tager udgangspunkt i velkendte problemstillinger tæt på din hverdag. Der er tre undervisningsdage, og mellem undervisningen er der tre halve netværksdage, hvor du kan udveksle erfaringer og sparre om konkrete udfordringer med de andre deltagere.

Netværksdagene er faciliteret af en underviser, og de vil veksle mellem at være virtuelle og med fysisk fremmøde. Du vil undervejs få hjemmeopgaver med udgangspunkt i værktøjer og metoder, som kan fremme det psykiske arbejdsmiljø på din arbejdsplads.

Det er tit det banale, hvor de tænker nå ja for dælen, der giver deltagerne lidt af en aha-oplevelse.

Ledelseskonsulent, erhvervspsykolog og underviser fra LEAD Katrine Bastian

Uddannelsesforløbet

Læringsmål


Modul 1 – Lederens rolle i styrkelsen af psykisk arbejdsmiljø

Psykisk arbejdsmiljø kan hurtigt blive abstrakt og svært at handle på. På modul 1 får du en grundlæggende viden om, hvad psykisk arbejdsmiljø er, og hvad sammenhængen mellem psykisk arbejdsmiljø og den gode løsning af kerneopgaven er.

Modulet fokuserer på de forskellige aktører, lederrollen, og hvordan du som leder kan fremme et sundt psykisk arbejdsmiljø. Via modulet får du blik for, hvilke andre aktører, der skal involveres – både inden og uden for organisationen.

Modul 2 – Lederens rolle i at styrke trivsel og forebygge og håndtere udfordringer i det psykiske arbejdsmiljø

Hvordan påvirker din ledelsesadfærd det psykiske arbejdsmiljø? Modul 2 giver dig en bredere forståelse af, hvilke værktøjer, du kan bruge til at styrke din egen og medarbejderes trivsel, og hvordan det påvirker det psykiske arbejdsmiljø.

Undervisningen er praksisnær og tager udgangspunkt i konkrete værktøjer til at forebygge og håndtere udfordringer i det psykiske arbejdsmiljø i dit team. Vi dykker ned i, hvem du kan involvere i processen, og hvordan du kan skabe en bedre balance mellem ressourcer og opgaver for dig selv og for dine medarbejdere.

Modul 3 – Ledelse af kultur for psykisk arbejdsmiljø

En dårlig gruppedynamik kan ødelægge et team og fjerne fokus fra kerneopgaven. Modul 3 fokuserer på, hvordan gruppedynamikker, diversitet og kommunikationsformer kan påvirke et psykisk arbejdsmiljø.

Du bliver klædt på til at balancere mellem individet og gruppen, og du får værktøjer til at kortlægge kulturen og sætte mål for kulturens udvikling – blandt andet gennem styrkelse af psykologisk sikkerhed og læringskultur.

Hjemmeopgaver

Ledelse af psykisk arbejdsmiljø kræver handling, og det hjælper vi dig med. Hjemmeopgaverne er startskuddet til at skabe et mere bæredygtigt psykisk arbejdsmiljø i din organisation, og opgaverne tager udgangspunkt i din virkelighed.

Du skal blandt andet lave en udviklingsplan og en handleplan, som du skal drøfte med din nærmeste leder og tillidsvalgte eller medarbejdere. Derefter skal du kvalificere handleplanen og se på potentielle løsningsmuligheder, så du kan påbegynde eller gennemføre mindst ét tiltag fra din handleplan.

Netværksmøder

Hvad er det næste skridt i din handleplan? Hvilke udfordringer, skal du tage højde for, før du går i gang? Det er de to spørgsmål, som netværksmøderne centrerer sig om. Møderne foregår mellem modul 1 og 2 og i forløbets afslutning, hvor du mødes med de andre deltagere og sparrer om din handlingsplan og udfordringer. Møderne er faciliteret af en af de gennemgående undervisere.

Netværksgrupper

Netværksgrupperne sammensættes efter aftale med parterne ud fra et fordelingsprincip, der sikrer diversitet i grupperne ift. lederansvar samt om du kommer fra en kommune eller fra en region. 

Netværksgrupperne er til for at skabe fortrolige og alternative sparringsrum til arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø i dagligdagen. Derfor tilstræber vi også at deltagere fra samme arbejdsplads, placeres i forskellige netværksgrupper. Du kan derfor ikke regne med at komme i samme gruppe med din kollega, hvis I har tilmeldt jer sammen. Vi understreger igen, at man ved tilmeldelse af uddannelsen, skal reservere alle netværksgruppedatoer i første omgang. Omtrent 30 dage inden holdopstart – ved bindende tilmelding – udsendes indkaldelse til præcise netværksgrupper med dato og tidspunkt. Disse er umiddelbart ikke til at rykke.

Mød underviserne 

Du vil på uddannelsen møde en række eksperter inden for arbejdsmiljø og ledelse. De vil sammen føre dig sikkert igennem uddannelsen.

Malene Friis Andersen

Malene Friis Andersen er Ph.d., autoriseret psykolog, forfatter og ekspert i ledelse, stress og psykisk arbejdsmiljø. Hun har igennem 17 år arbejdet med emnerne på forskellige måder – både som klinisk psykolog, som organisationspsykolog og som forsker. Malene har skrevet en lang række videnskabelige artikler og bliver ofte anvendt som ekspert i medierne. Hun har modtaget GL-prisen for sin formidling og er desuden medforfatter til Årets Ledelsesbog ”Stop stress – håndbog for ledere” (2016).

Katrine Bastian

Katrine er autoriseret psykolog og har 15 års erfaring med at udvikle og facilitere processer og uddannelsesforløb for kommuner, regioner og på tværs af statslige arbejdspladser, med fokus på at styrke det psykiske arbejdsmiljø og samarbejde.

Derudover har Katrine mere end 10 års erfaring som terapeut og coach for ledere og medarbejdere om arbejdsmiljørelaterede problemstillinger.

Kim Martin Nielsen

Kim er cand.mag. i pædagogik og har 21 års erfaring som underviser, coach og konsulent med fokus på ledelses- og organisationsudvikling, hvor fokus har været på at skabe sunde og stærke arbejdsfællesskaber. Kim har designet og gennemført ledelsesudvikling i kommuner, regioner og på tværs af statslige arbejdspladser med temaer som personligt lederskab, teamsamarbejde og kulturudvikling.

Uddannelse

Ledelse af psykisk arbejdsmiljø