I Danmark kan du finde Regnbuepladsen foran rådhuset i København. Pladsen er hjemsted for diverse demonstrationer, turister på vej i Tivoli og gademusikanter, der liver pladsen op med musik og gadekunster. Pladsen symboliserer landets frisind og åbenhed overfor menneskers forskellighed, men allermest vores accept af medlemmer af lgbt+ -miljøet.
Men hvis du spørger Stine Johansen, som står i spidsen for 4700 medarbejdere i Helsingør Kommune, er vi kun kommet halvvejs. For godt nok fejrer de fleste store organisationer Copenhagen Pride hvert år med fest og regnbueflag, men reel diversitet på arbejdsmarkedet, er vi ikke gode nok til endnu, mener hun.
Hun er selv en del af LGBT+ -miljøet og har dannet par med Leise Johnsen i 27 år, med hvem hun har tre børn. Hun fortæller, at hun ikke selv har oplevet direkte diskrimination pga. hendes seksualitet, til gengæld har hun oplevet spydige kommentarer fra andre topledere, som var rettet mod hendes køn.
Derfor er hun også stor tilhænger af #metoo og oplever, at det har gjort en kæmpe forskel. Hun har også meldt sig under fanerne hos LGBT+ Danmark som bestyrelsesmedlem, fordi hun er bevidst om hendes eget privilegie som en respekteret kommunaldirektør.
En respekt ikke alle LGBT+ – personer oplever på deres arbejdsplads, men som hun gerne ser bliver normalen i fremtiden. Hun vil gerne være med til at skabe mere diversitet på arbejdsmarkedet.
Opvæksten på fabrikken
Stine Johansen er født i 1975. Hun er vokset op på sin fars fabrik i den lille by Glim i Lejre Kommune. Fabrikken lå lige ved siden af deres hjem. Faren fabrik var som fabrikker er flest. Fuld af konservative værdier om økonomisk vækst med excel-ark og tal, mens hjemmet var mere kreativt.
Det var dekoreret fra gulv til loft med en kæmpestor væv til at lave gobeliner. Der var en væg fyldt med garn, der var håndfarvet i alle regnbuens farver og der var malerier, skulpturer og blomster overalt. Og et flygel midt i stuen. Hjemmet var morens domæne. Her fik alt det kreative lov til at udfolde sig, mens faren udfoldede sig forretningsmæssigt på fabrikken lige ved siden af. Stine Johansen blomstrede begge steder.
Hjemme i stuen lærte hun at spille klaver og i en alder af 12 år startede hun hos en italiensk operasanger. På farens fabrik lærte hun de basale regler for at drive en forretning. Hun bruger stadig begge kompetencer i dag, både på sit arbejde og i fritiden, hvor hun komponerer, indspiller og udgiver musik i eget navn.
Da hun var ung drømte hun om, at musikken skulle være hendes levevej, men på et tidspunkt tog hun, med egne ord, en radikal beslutning.
”Det var midt i en påskeferie, hvor jeg var vildt bekymret for, om jeg nu kunne betale min vandregning, fordi det hele afhang af, om jeg vandt et legat eller ej. Der besluttede jeg mig for, at det liv gad jeg simpelthen ikke at leve. Siden dengang har musikken kun været noget, jeg dyrker i min fritid,” fortæller Stine Johansen.
Derfor skiftede hun spor på Københavns Universitet fra at læse musikvidenskab til at læse en cand.mag. i visuel kultur og oplevelsesøkonomi.
Foto: Vibe Juul Sanning.
Turen går til Grønland
Evnen til at tage store og radikale beslutninger går igen flere gange i hendes liv. Efter studiet arbejdede hun som direktør i sin fars virksomhed, Independent Windpower, og fik efterfølgende et job hos IBM. Men i 2009 stod hun overfor en stor beslutning igen. Hun var blevet tilbudt en lukrativ og prestigefyldt stilling hos IBM i New York, men hendes kone Leise Johnsen ville gerne til Grønland og arbejde. Efter nøje overvejelser faldt valget på Grønland.
”Alle sagde til mig dengang, at det var værste, jeg kunne gøre for min karriere, og min chef hos IBM spurgte mig, om jeg nu også var helt velforvaret. Men det er meget sigende for, hvordan jeg er gået til mit professionelle liv. Det var et valg med hjertet for min familie, og det har jeg aldrig fortrudt,” fortæller hun.
Grønland blev en af de mest lærerige oplevelser i hendes liv. I Grønland skulle Stine Johansen nemlig være kommunaldirektør for hovedstadskommunen omkring Nuuk, og her kom hun bogstavelig talt på glat is. Hun kom fra det meget strømlinede arbejdsmiljø hos IBM, hvor hun gik i fint tøj og høje hæle.
Det ændrede sig hurtigt, for i Grønland foregår tingene på en helt anden måde. Stine Johansen beskriver det at drive en kommune i Grønland som en langt mere kompliceret opgave, end det er at drive en kommune herhjemme. For godt nok er der færre mennesker i Grønland, men de er spredt ud over et meget større areal, og det er ikke altid muligt at komme frem på grund af vejret.
”Jeg startede ud med alt det bedste, jeg havde lært om projektstyringsledelse, men jeg fandt meget hurtigt ud af, at det bare ikke virkede. Jeg sad med nogle medarbejdere, som tænkte: ”Nå, hvornår rejser hun hjem igen?” Der lærte jeg noget, jeg har taget med mig resten af livet. Det nytter ikke noget, hvis du som leder kører alt muligt af sted, hvis du ikke har dine medarbejdere med dig,” fortæller hun og fortsætter:
”Så på et tidspunkt begyndte jeg at sætte mig langt mere tilbage i stolen, tie stille, slå ørerne ud og lytte. Det, at jeg har været i Grønland, har gjort mig til en anden type leder, ellers havde jeg fortsat i det der med styring og processor og tjene flere penge end i sidste uge. Men forandringer skabes ikke i et excel-ark, ægte forandringer sker mellem mennesker,” forklarer hun.
Derfor tager hun også jævnligt ud og taler med borgerne og de forretningsdrivende i Helsingør Kommune for netop at lytte til folk og have deres viden og indsigt med sig i arbejdet på rådhuset.
”Jeg kan ikke drive en organisation rigtigt, hvis jeg ikke ved, hvad der foregår, så jeg tager ud af huset ret systematisk og taler med borgerne og medarbejderne. I morges startede jeg fx hos et vognmandsfirma, hvor vi sad rundt om et campingbord og drak kaffe mellem lastbiler og både,” fortæller hun.
Man skal prioritere sin tid
Stine Johansen fik tilbudt jobbet som kommunaldirektør i Helsingør Kommune i 2014. Det er ikke et nemt job, og hun kan sagtens være på arbejde til kl. 23.00, hvis der fx er et økonomiudvalgsmøde. Alligevel har hun tid til både at lave musik i sin fritid om vinteren og gøre en gammel gård i stand i sin fritid om sommeren.
”Når man har et arbejde som mit, kan det nemt blive altopslugende, og det kan nemt blive ens identitet, men det skal det ikke være. Jeg prioriterer at gøre ting i min fritid, som giver mig livskvalitet og glæde, for mit arbejde består af at give noget til andre mennesker, og så skal jeg have noget at give af. Jeg skal være et helt menneske, når jeg går på arbejde, derfor er det vigtigt at være noget andet end den funktion, jeg har i mit arbejde,” forklarer hun.
Det betyder, at hun prioriterer sin tid og fx ikke kan tale med, når snakken falder på den seneste hitserie på Netflix.
”Jeg kan ikke følge med i alt det, der sker på Netflix og HBO. Jeg har ikke set Stranger Things. Jeg laver noget andet på de tidspunkter, hvor min kone ser Netflix, så jeg går også glip af noget,” fortæller hun.
Diversitet skal være den nye normal
Noget andet hun prioriterer højt er diversitet og en nultolerance overfor diskrimination i Helsingør Kommune. Stine Johansen har aldrig selv oplevet diskrimination pga. af sin seksualitet, men hun er meget bevidst om, at det ikke er alle LGBT+ -personer, der har været så heldige.
Hun har til gengæld oplevet sexistiske kommentarer rettet mod hendes køn mange gange.
Det kan komme til udtryk ved kommentarer om hendes tøj. Fx hvor meget eller hvor lidt tøj, hun har på, inden et stort forhandlingsmøde går i gang.
”Jeg tror, at de gør det bevidst, for at prøve at få et magtovertag i en situation, hvor vi forhandler om nogle ting,” forklarer hun.
Men modsvaret kommer også prompte.
”Det der, det hører ingen steder hjemme, det er totalt upassende, at du bringer det her op nu. Vi er her for at tale professionelt,” kan hun godt finde på at svare.
Før #metoo blev sådan et svar ikke taget godt imod, men hun oplever, at det er blevet mere legalt at give svar på tiltale i dag.
”#Metoo har faktisk gjort det tilladt at komme med den type meget klare og skarpe svar, når noget er helt uden for skiven. Jeg oplever faktisk et stort skifte. Det er en rigtig god ting,” fortæller hun.
Hun ser gerne, at det samme skifte sker, når det drejer sig om diversitet og accept af minoriteter på arbejdsmarkedet. For hende er det vigtigt, at Helsingør Kommune som arbejdsplads afspejler den befolkning, der er i kommunen.
Men hun er også godt klar over, at det er meget idealistisk, og at virkeligheden ikke altid kan leve op til idealet.
”Det er derfor, der skal være ledelsesopmærksomhed på det, ellers sker der ikke noget, for der er grupper, vi som samfund kan blive bedre til at inkludere. Fx etniske minoriteter og transpersoner, ” forklarer hun.
Hun prøver selv at være opmærksom på det, når hun skal ansætte nyt personale.
”Hvis to kandidater er lige kvalificerede til en stilling, vil det anderledes valg, den der kommer med noget andet, være den mest interessante. Så vil jeg hellere ansætte den person, ” fortæller hun.
Og hvis nogen kunne finde på at blive provokeret af sådan en udtalelse, så har hun også svar på det.
”Så må man lige sluge en spand isvand. Selvfølgelig skal man bruge sin sunde fornuft, for jeg skal drive en kommune, og den skal drives dygtigt, så jeg er ude efter dygtige mennesker, men jeg skal også repræsentere et helt samfund. Dem, der arbejder i Helsingør Kommune skal, en-til-en, repræsentere de mennesker, der går hernede på Stengade, og man diskriminerer jo ikke majoriteten ved at tænke minoriteten med ind,” afslutter hun.
