Teolog og master i organisationspsykologi Lars Peter Nielsen har skrevet en bog med en måske lidt gammeldags titel: “Langtidsholdbar” med undertitlen “Syv teser der giver overskud i lederlivet”.
Bogen handler om, hvordan man bevarer og prioriterer kvalitet og dybde blandt ledere fremfor at dyrke den overfladiske smart-i-en-fart ledelse. Læs her de syv teser og et interview med forfatteren.
Ansvarlig brug af ressourcerne
Langtidsholdbarhed afhænger ikke af, om man er ny eller erfaren. Om man er 63 år eller 38 år. Langtidsholdbarhed handler om, at man bruger sine ressourcer på en ansvarlig og balanceret måde.
Det betyder, at man ikke hele tiden bruger sig selv 120 pct. eller 130 pct. og dermed overforbruger sine ressourcer, men så man disponerer ansvarligt for eksempel med 80 pct. af sine ressourcer, så der hele tiden er overskud til at yde lidt mere.
Langtidsholdbarhed handler således – både for nye og erfarne ledere – om at bruge ressourcerne ansvarligt og balanceret her og nu, så man kan holde i længden og skabe menneskelige arbejdspladser, hvor medarbejdere trives og udvikles i et livslangt perspektiv”, siger Lars Peter Nielsen.
Han er uddannet teolog, master i organisationspsykologi og ledelsesrådgiver i konsulentvirksomheden Reflex, der er specialiseret i at arbejde med refleksion, dialogisk samspil og kreative processer blandt ledere og i organisationer.
Langtidsholdbare løsninger fra virkeligheden
Fra sit liv som konsulent har Lars Peter Nielsen set mange eksempler, hvor det har vist sig at være godt med en ’langtidsholdbar leder’. Et eksempel er fra et jobcenter, hvor en dygtig og ambitiøs leder blev sygemeldt på grund af overbelastning og stress. Under sygemeldingen brugte lederen tiden på at reflektere over sine egne ledelsesmæssige værdier, sine ressourcer og behov for et balanceret arbejdsliv. Efterfølgende vendte vedkommende tilbage som en stærkere og mere kompetent leder, der skabte en arbejdsplads med psykologisk tryghed, ansvarlig ressourceudnyttelse og trivsel blandt både ledere og medarbejdere.
”Vi lever i en tid, hvor hastigheden hele tiden accelererer, hvor belastningerne vokser, og hvor flere og flere ledere og medarbejdere overbelastes, går ned med stress og må trække stikket i kortere eller længere tid. Med bogen ønsker jeg at få ledere til at standse op, tænke sig om og overveje, hvordan de kan skabe langtidsholdbare lederliv og bæredygtige arbejdspladser – startende med dem selv”, siger Lars Peter Nielsen.
Ny form for overskud og trivsel
Et andet eksempel stammer fra en større dansk kommune, hvor en chef blev klar over, at både chefen selv, vedkommendes ledere og medarbejdere arbejdede alt for meget. Det gik både ud over trivslen og opgaveløsningen. Chefen valgte at gå foran og indføre en arbejdskultur, hvor man ikke ringer og sender mails uden for arbejdstid, og hvor det er i orden at bruge tid på at reflektere og holde pauser inden for normal arbejdstid. Resultatet var, at alle oplevede en ny form for overskud og trivsel – både i arbejdssammenhæng og i privatlivet.
”En langtidsholdbar leder opbygger sin egen menneskelige karakter og ledelsesmæssige kapacitet på en sådan måde, at han/hun kan fastholde et klart fokus i forhold til opgaveløsningen, bevare roen under pres og har overskud til at udvikle medarbejdere og arbejdsplads på en naturlig og organisk måde, så opgaven løses og både ledere og medarbejdere trives og modnes”, siger Lars Peter Nielsen.
De syv teser
#1
En langtidsholdbar leder næres af en meningsgivende passion og lytter efter, hvad livet og fremtiden kalder på.
#2
En langtidsholdbar leder tager ansvar for eget lederskab og former den fælles arbejdskultur gennem bevidst rammesætning og fokus på ledelsesopgaven.
#3
En langtidsholdbar leder disponerer altid med overskud, er generøs og giver sig tid til at reflektere, kvalificere og restituere.
#4
En langtidsholdbar leder bevarer roen og griber ikke ureflekteret til handling, men etablerer mulighedsgivende rum og sikrer nytænkning.
#5
En langtidsholdbar leder drager omsorg for sig selv og gør lederteamet til et trygt arbejdsfællesskab.
#6
En langtidsholdbar leder sætter aldrig sig selv i centrum, men frisætter medarbejdernes potentialer og skaber menneskelige arbejdspladser.
#7
En langtidsholdbar leder er autentisk, vokser indefra i naturlige livsprocesser og arbejder bevidst med sin karakterdannelse og ledelseskapacitet.
Lars Peter Nielsen siger, at der er en verden til forskel mellem den langtidsholdbare og den ikke-langtidsholdbare leder. Den ikke-langtidsholdbare leder misbruger nemlig sig selv, sine ressourcer og sine medarbejdere og må i sidste ende bøde for det i retning af at blive kynisk, robotagtig eller nedslidt.
Modnes på en naturlig måde
Den langtidsholdbare leder derimod modnes og opnår styrke på en naturlig måde og forholder sig balanceret, udviklingsorienteret og menneskeligt til både sig selv, arbejdspladsen, dens ledere og medarbejdere og til det samfund, som vedkommende tjener.
”Modpolen til en langtidsholdbar leder er en leder, der kun har øje for egen karriere, som træder på andre for at komme frem, som misbruger sin magt, som overforbruger både egne og andres ressourcer, som ikke ansvarligt forholder sig til ydre krav, men lader sig tromle og selv tromler andre”, siger Lars Peter Nielsen og uddyber:
”Det er ledere, der – enten drevet af indre ambition eller af ydre pres – knokler derudad for at leve op til egne eller andres forventninger, og som følgelig overbelastes, mister dem selv, er utro over for deres egne værdier og derfor i yderste instans enten bliver kyniske, bliver robotter eller giver op”.
Denne form for ledelse er ikke kun skadelig for den enkelte leder, men også for organisationen som helhed, da den skaber en kultur præget af kortsigtede løsninger og udbrændthed,” forklarer han videre:
”Vi lever desværre i en tid, hvor billigt ragelse prioriteres højere end kvalitet, hvor hurtig overfladiskhed skattes mere end langsommelig dybde, hvor smart-i-en-fart vinder over eftertænksom grundighed, og hvor vi hele tiden sætter farten op i stedet for at sætte farten ned. Det er derfor, der i den grad er brug for ledere, der tør gå mod strømmen, sætte foden ned, insistere på refleksion, nødvendiggør pausen og prioriterer kvalitet frem for vækst”, slutter Lars Peter Nielsen.
Han håber, at ledere vil give sig tid til at tænke over teserne og reflektere over, hvordan de kan skabe mere langtidsholdbarhed og bæredygtighed både i deres eget liv og på deres arbejdspladser.