Der er ingen tvivl om, at humor er godt. Det er sundt og befriende at le med den eller dem, man taler med. Det løser op for en anspændt stemning, man føler sig veltilpas og oplever en god kontakt med personen overfor sig. Man føler, man har noget til fælles. På arbejdspladsen og i en professionel sammenhæng, kan det endda ske, at samarbejdet kommer til at glide bedre, bliver tættere og måske genererer en masse ny energi, ideer, indsigt og muligheder for udvidet samarbejde.
Humor kan sænke parader
Det bliver meget godt udtrykt her af en dansk politiker, som er interviewet i hans egenskab af medlem af Europa-Parlamentet.
Han siger, at humor i politik er ”som en gateway; man kan springe nogle led over, også i forhold til en forhandling; det er en måde at skabe tillid på, for hvis man først har fundet noget humor sammen, inden man skal til forhandling, så er det rigtig svært at køre det fuldstændig hårdt op (…) for man har ligesom sænket paraderne og grinet sammen. Og hvis den stemning er opstået, så opstår der ret tit noget godt inde i det der forhandlingslokale (…) humor er faktisk ret effektivt, særlig hvis man er et sted, hvor der skal brydes nogle kulturelle barrierer ned”.
Det er er ikke kun almindelige mennesker, der synes det; også teoretikere – dvs. folk, der forsker i humor og dens virkninger, har kunnet påvise, hvordan humor kan virke som en ”positiv social mediator”.
Læs også: Grin på de virtuelle møder
Humor i ledelse
Danske ledelsesforskere har fx vist, at humor – også den typisk danske ironi og selvironi – kan være effektive ledelsesstrategier. Humor kan svøbe alvoren ind, ironi kan skabe en vis afstand til det højtidelige, og med selvironi kan lederen punktere en ellers truende selvhøjtidelighed, en lurende ”selvfedme”, som generelt er det værste danskere ved.
MEN… MEN humoren kan også have negative virkninger. Modtageren kan føle sig grinet af, nedværdiget, ydmyget; blive såret, ja endog traumatiseret. Dette skete fx for en franskmand, der på et spørgsmål fra en dansk kollega, om hvorfor han ikke fik lært sig dansk, svarede at aftenkurset i dansk var overtegnet.
Hans danske kollega reagerede sådan her (på engelsk): ”Jamen, så må du jo bare lade dig skille og gifte dig med en dansker”.
Dansk humor
Franskmanden blev her – som mange andre af de godt 60 ikke-danskere jeg interviewede til min bog om dansk humor – mødt af den ”typiske danske humor”, som mine danske interviewpersoner selv beskriver som værende ironisk og ofte selvironisk.
Franskmanden opfattede imidlertid ikke, at bemærkningen var ment ironisk, hvad enhver dansker i en lignende situation nok ville have gjort. Det kan jo ikke være alvorligt ment. Selvfølgelig lader man sig ikke skille bare for at lære et fremmedsprog. Der må være tale om ironi, hvor danskeren refererer til et fælles (dansk?) ”visdomsord” om, at ”fremmedsprog lærer man bedst på hovedpuden”.
Læs også: Debat: Følelser vinder over fakta
Fælles grund
Og det var præcis problemet: Franskmanden og hans danske kollega stod netop ikke på fælles grund. De havde ikke det fælles grundlag, som ville have gjort det indlysende, at bemærkningen var ironisk ment og forudsatte et spil, hvor både afsender og modtager foregiver, at det er alvor, vel vidende at det er det naturligvis ikke.
Manglende fælles grund
Ideen om den fælles grund som værende helt nødvendig for, at humoren kan føre til velbehag, kontakt, samarbejde, mener jeg, snildt kan overføres fra min undersøgelse af ikke-danskeres møde med danskere, til professionelle relationer generelt, fx mellem læge eller sygeplejerske og patient; mellem sagsbehandler og klient, mellem borgerservice og borger, osv.
I sådanne situationer er der i sagens natur heller ikke umiddelbart fælles grund mellem de to parter. Patienten, klienten, borgeren befinder sig i en sårbar, i en underlegen position, hvor hans/hendes beredskab til at spille med på fx ironi er sat delvis ud af kraft.
Når man starter på en ny arbejdsplads som leder eller medarbejder, har man heller ikke den samme fælles grund fra første dag.
Læs også: Når lederen er sjov. Eller
Pas på overlegenhed
Og det fører os sjovt nok tilbage til en af de allerførste humorteorier, nemlig den såkaldte ”overlegenhedsteori”, ifølge hvilken man ler af andre, fordi deres ”latterlighed” pludselig skaber glæde (”a sudden glory”) hos en selv over, at man står i en overlegen situation i forholdt til den anden.
Den svære balance
Humor rummer altså rige potentialer mht. at skabe en behagelig og velvillig stemning, men den rummer også enorme risici for at forpeste en stemning, bringe modtageren i en underlegen forsvarsposition og dermed umuliggøre et videre frugtbart samarbejde.
Er man opmærksom på både muligheder og farer ved humor, kan man lære at stikke fingeren i jorden og se, om den kan bære; dvs. vurdere situationen og især ”den andens” position i den, og se om der er – eller kan skabes – en fælles grund som humoren, også den typisk danske, kan udspille sig på.
Artiklen er baseret på bogen: ”Humorsocialisering. Hvorfor er danskerne (ikke) så sjove (som de selv tror)?”
