Fra hverdagshelte til offentlig udskamning

”Frances forbudt adgang på sin mands plejehjem – men eksterne vikarer var velkomne”.

Sådan lød en overskrift i dagbladet BT tidligere år. Plejehjemmet var Rosenlund Plejeboliger i Gladsaxe Kommune. Og fokus på kritikken fra den pårørende Frances, som ikke måtte besøge sin mand pga. corona, viser meget godt, hvad Rosenlunds leder Jeanette Spangsberg har stået med og i under corona.

“Det har været et hæsblæsende, vanvittigt år med arbejde 24/7,” opsummerer hun sin beskrivelse af verden set fra hendes kontor, hvorfra hun leder Gladsaxe Kommunes største plejecenter med 140 beboere fordelt i fem huse, fem afdelingsledere, en faglig leder og 140 medarbejdere.

For mest af alt er perioden med corona kommet til at handle om et forstærket fokus på forråelses- og belastningspsykologi, som Jeanette Spangsberg vil gøre til tema i sin ledelse post-corona.

“Til at begynde med blev vi udråbt til hverdagens helte, alene fordi vi gik på arbejde. Og det gav rigtig meget mening, fordi beboerne jo ikke måtte få besøg af deres pårørende. Vi forsøgte virkelig at skabe en så normal og tryg hverdag for dem og for medarbejderne som muligt,” husker hun.

Hængt ud i formiddagsbladene

Men nogenlunde samtidig kom TV2-udsendelserne med Else fra plejehjemmet Kongsgaarden i Aarhus, og stemningen blandt de pårørende og i den offentlige debat begyndte at skifte.

“Lad mig sige det sådan: Jeg har aldrig behandlet så mange klager fra pårørende som under corona. Vores plejehjem har selv været hængt ud i både Ekstra Bladet og BT. Og mistilliden til os blev enorm, og frustrationerne over besøgsrestriktionerne, som vi jo ikke havde bestemt, fyldte. Samtidig var det en stor opgave for mig at holde kritikken og den dårlige stemning væk fra medarbejderne, så de kunne koncentrere sig om deres daglige, faglige arbejde,” siger Jeanette Spangsberg og fortsætter:

“Så jeg brugte mange kræfter på at kommunikere tydeligt og hurtigt om nye retningslinjer – det skabte tryghed. Men de pårørende larmede helt utroligt meget, fordi de jo ikke længere kunne ’holde øje med os’, så dem skulle vi også berolige – samtidig med, at de skruede op for kravene til os: ”I skal gøre min mors køleskab rent hver uge – det plejer jeg at gøre”, fortæller Jeanette Spangsberg.

Hun opdagede dog også i processen, at en ydre fjende får mennesker til at rykke tæt sammen. 

“På et tidspunkt var vi selv lagt ned af corona i hele huset, både medarbejdere og beboere. Det betød, at alle, som kunne, måtte trække i arbejdstøjet, også lederne, og fx køre med affald. Den ydre fjende gjorde os virkelig stærke, og når medarbejderne taler om det i dag, er det næsten med ærefrygt, men også stolthed over også at have klaret den situation, som stod på i to måneder.”

Læs også: Sådan tager du styringen over de sociale medier

Må arbejde med forråelsen og belastningerne

Sideløbende med at håndtere smitterisiko, coronatilfælde i huset og tilhørende omorganisering af arbejdet, bekymring og uro stod Jeanette Spangsberg med den stadig voksende utilfredshed fra omverdenen. Og de erfaringer, hun og resten af staben på Rosenlund gjorde sig, tager hun meget direkte med sig i sin ledelse efter corona.

“Fagligt havde jeg egentlig planlagt, at vi skulle arbejde med viden og metoder om nogle af de nye beboergrupper, vi har fået – yngre borgere med bl.a. dobbeltdiagnoser og udadreagerende adfærd. Men jeg kan se, at vi i dag står i et landskab, hvor vi også er nødt til at tale om forråelsen, fordi vi er gået fra at være hverdagens helte til at være udskammet offentligt. Den debat er vi nødt til at blive klogere på – og jeg har indset behovet for supervision og for viden om belastningspsykologien ift. medarbejdernes trivsel og motivation – og om, hvorfor de pårørende er så vrede og frustrerede.”

Ledere med i dagligt arbejde

Det har, pointerer Jeanette Spangsberg, åbnet hendes øjne endnu mere for de psykiske belastninger, medarbejderne står med i hverdagen. Og derfor vil hun post-corona sende afdelingslederne ud i den daglige omsorg og pleje hos beboerne sammen med de ansatte.

Det styrker den faglige ledelse og gør os klogere på, hvilke områder vi kan udvikle og hvordan. Forråelsesdebatten betyder også, at vi har myndighedstilsyn, som går helt tæt på medarbejdernes pleje og omsorg af beboerne, deltager i morgenpleje og ser på værdig kommunikation, relationer og hygiejne.

“Og selvom det selvfølgelig er kontrol, skal det helst have karakter af et samarbejde med medarbejderne. Så de skal være så godt klædt på som muligt. Det ser jeg virkelig som min kerneopgave som leder på bagkant af corona – at finde ud af, hvorfor vi har forråelse, for den har vi også her – og hvordan vi kan arbejde med den. Det handler grundlæggende om at skabe psykologisk tryghed i organisationen. Og det er den mest faglige i ledelse, jeg hidtil har været ude i.”

Og, tilføjer Jeanette Spangsberg:

“Jeg bliver aldrig den samme leder som før corona. Det har virkelig trukket spor at opleve, at vinden pludselig kan vende, og at jeg står med ansvaret for, at 140 medarbejdere kommer hele ud på den anden side. Her ligger også en opgave i at skabe tillid og tryghed til vores opgaveløsning ude i samfundet. Her har jeg en også pligt som leder i at dele viden og skabe gennemsigtighed.”

Læs også: Kvæl kritikken og undgå kriser på de sociale medier

Det tager jeg med mig fra corona Betydningen af at kunne skifte fagligt fokus for at sikre faglig udvikling, så medarbejderne er så godt klædt på som muligt til at kunne håndtere de psykiske belastninger i det daglige arbejde, som er blevet forstærket under corona. Lederne er nødt til at deltage i daglig praksis for at se og forstå, hvad medarbejderne står med i hverdagen for at sikre faglig udvikling. Det er en ledelsesopgave at være med til at skabe tillid og tryghed i offentligheden til opgaveløsningen, som har været udskældt og udskammet. Det kræver fokus på ekstern kommunikation med fortællinger om, hvordan fagligheden dagligt udfoldes i arbejdet.