I artiklen Evaluering som rituel eller kritisk refleksion? stillede Annemette Digmann og Egon Petersen spørgsmål ved, om EVA’s evaluering er en egentlig kritisk evaluering. Evalueringen er ifølge artiklen overvejende en rituel refleksion og en legitimering af de eksisterende diplomuddannelser i ledelse. Kritikken begrunder de gennem en række kommentarer og spørgsmål, som EVA gerne vil svare på her.
Du kan læse den kritiske artikel her: Evaluering som rituel eller kritisk refleksion?
Fakta om evalueringen
Evalueringens formål var at undersøge om den ret til formel lederuddannelse, der blev indført i forbindelse med trepartsforhandlingerne i 2007, har haft den ønskede virkning og rent faktisk ført til en styrket offentlig ledelse i Danmark. Evalueringen viser, at de offentlige ledere oplever, at uddannelserne bidrager til at styrke deres ledelseskompetencer på en lang række centrale ledelsesområder.
Fx viser den, at 92 % af lederne vurderer, at de er blevet bedre til at håndtere forandringer i egen organisation, 92 % af lederne vurderer, at de er blevet bedre til at kommunikere med deres medarbejdere, og 93 % af lederne svarer, at de anvender det, de har lært, i deres arbejde.
Alt i alt viser evalueringen, at de offentlige ledere, der gør brug af uddannelserne, i høj grad oplever at få styrket deres ledelsespraksis.
Evalueringen er ikke sat i gang for sin egen skyld
Vores evaluering er positiv over for ledernes vurdering af de to lederuddannelser på diplomniveau, som vi har i fokus, men rituel og blot en legitimering af uddannelserne er den ikke.
Når Digmann og Petersen skriver, at evalueringen overvejende har karakter af at være en rituel refleksion, forudsætter det, at evalueringen er sat i gang for sin egen skyld – begrebet rituel refleksion indebærer, at evalueringen er gennemført for at kunne tilfredsstille omgivelsernes krav om evaluering, men uden at der er en egentlig interesse i at følge op på evalueringen. Men evalueringen er ikke gennemført for sin egen skyld. Derimod er målet med den at give beslutningstagere, offentlige arbejdsgivere og udbydere af diplomuddannelserne et indblik i brugen af diplomuddannelserne i ledelse og et mere oplyst grundlag for at beslutte, om uddannelsesretten skal fortsætte. Evalueringens resultater kan altså have den konsekvens, at uddannelsesretten enten videreføres eller afskaffes.
Idet Digmann og Petersen betegner EVA’s evaluering som en legitimering af de eksisterende diplomlederuddannelsers praksis, forudsætter det tilsvarende, at resultaterne er givet på forhånd. Men resultatet af evalueringen kunne udmærket have været et andet. Fx at de offentlige ledere kun i begrænset omfang vurderede, at uddannelsen var anvendelig i deres daglige ledelsespraksis. Et sådan resultat ville selv sagt ikke være med til at legitimere diplomuddannelserne, tværtimod. Det, der gør, at evalueringen ikke foreslår store ændringer i lederuddannelserne, er altså evalueringens positive resultater.
Fokus på diplomuddannelse
Netop fordi formålet med evalueringen var at vurdere den indførte uddannelsesret, fokuserer evalueringen på de to lederuddannelser på diplomniveau, der var omfattet af uddannelsesretten, dvs. diplomuddannelsen i ledelse (DIL) og den offentlige lederuddannelse (DOL).
Digmann og Petersen kritiserer evalueringen for at underkende vigtigheden af andre lederudviklingsaktiviteter og for at se forskelsløst på de eksisterende lederuddannelser. Men her glemmer de at tage højde for evalueringens formål og grundlag. Når evalueringen alene fokuserer på de formelle diplomuddannelser, handler det fra vores side tale om at afgrænse evalueringens fokus i tråd med formålet. Og når evalueringen ikke skelner mellem de to lederuddannelser (DIL og DOL), er det fordi, det endnu ikke var praktisk muligt, da vi gennemførte evalueringen. Antallet af kursister, der havde været gennem DOL, var på tidspunktet ikke stort nok til, at vi kunne sammenligne de to uddannelser.
Lederne som de bedste informanter – i denne evaluering
Evalueringen fokuserer alene på de offentlige lederes egen vurdering af lederuddannelsernes betydning. Digmann og Petersen stiller det kritiske spørgsmål, om ledernes egne oplevelser giver et dækkende billede af effekten af uddannelsesretten for organisationen som helhed?
Vi har vurderet, at det er lederne selv, der er de bedste informanter til at besvare de spørgsmål, som evalueringen har i fokus. Dvs. hvilken betydning uddannelserne har haft for ledernes egen praksis, og hvordan den læring, der finder sted i løbet af uddannelsesforløbet, omsættes og anvendes i en daglig ledelsespraksis. Vi har vurderet, at lederne selv er de bedste til at foretage disse vurderinger, fordi lederne mest præcist kan vurdere, hvordan indholdet af uddannelsesforløbet bliver brugt i deres daglige ledelsespraksis. Samtidig har rationalet også været, at hvis lederne ikke selv oplever, at uddannelserne har nogen nævneværdig betydning, så har uddannelsesforløbet nok heller ikke betydet det store for hele organisationen.
Ideelt set ville det være oplagt også at spørge medarbejdere og ledernes ledere om deres syn på uddannelsens betydning. Set fra en metodisk vinkel kan det imidlertid være vanskeligt for både medarbejdere og ledernes ledere at afgøre, om det var uddannelsesforløbet, der skabte en forandring i ledelsesstilen, eller om eventuelle forandringer i ledelsesstil skyldes andre faktorer, fx ændrede økonomiske rammer eller justering af praksis med afsæt i erfaringer.
Evalueringen har dog ikke haft som ambition at afgøre, hvilken værdi uddannelserne har givet organisationen som helhed – selvom dette også kunne være spændende at afdække i en fremtidig evaluering.
Sammenhæng mellem diplomuddannelser og praksis
Digmann og Petersen rejser også spørgsmålet om, hvordan lederuddannelserne klarer den opgave, der ligger i at skabe en sammenhæng mellem det, lederne lærer på uddannelsen, og lederens eget arbejdsliv.
Digmann og Petersen sætter spørgsmålstegn ved, om lederne overhovedet har haft behov for at lære det, der bliver undervist i, og om kan de se nytten af det, der læres i forhold til deres arbejdssituation.
Transfer – altså det at overføre viden til praksis – er altid en udfordring, også på lederuddannelser på diplomniveau. I evalueringens design havde vi derfor netop fokus på i hvilken grad den tilegnede viden kunne omsættes til praksis.
Vores evaluering viser, at der er en god sammenhæng mellem undervisningen på lederuddannelserne og ledernes arbejdsliv. 98 % af lederne, der har taget (dele af) en diplomuddannelse, angiver, at uddannelsesforløbet i høj eller nogen grad har været relevant for deres daglige arbejde, mens 93 % af lederne angiver, at de i høj eller i nogen grad anvender det, de har lært i deres nuværende arbejde som ledere. Vi tillader os at tolke svarene som et udtryk for, at lederne oplever, at uddannelserne understøtter et behov, og at læring fra uddannelserne anvendes i den daglige ledelsespraksis. Denne tolkning understøttes af fokusgruppeinterview, hvor ledere fremhæver uddannelsernes betydning for, at de kan træde i karakter som ledere.
Om medarbejdere og lederes ledere vurderer det samme som de ledere, vi har spurgt, og hvordan uddannelser kan tilrettelægges, så sammenhængen mellem læring på uddannelsen og det daglige lederarbejde bliver endnu stærkere, er interessante spørgsmål, som kommende studier af lederudvikling og lederuddannelse må afdække.
Læs hele rapporten
Danmarks evalueringsinstitut (EVA) udgav i januar 2012 evalueringen ’Lederuddannelsers betydning for ledelsespraksis – evaluering af offentlige lederes udbytte af lederuddannelser på diplomniveau’. Du kan finde hele rapporten her.
Læs duplik fra august 2012
Her kan du læse Annemette Digmanns og Egon Petsersens duplik fra august 2012
Læs flere af Lederwebs artikler om evaluering:
Evaluering som kritisk eller rituel refleksion?
