På arbejdspladserne møder vi hinanden med en masse verbale udsagn – evt. suppleret med mange andre indtryk. Og bag alle disse udsagn ligger nogle diskursive mønstre, som afspejler den holdningsdannelse, der foregår i vores samtid.
Ens diskursive mønster bliver påvirket af de strømninger og dominante meningsdannelser, vi omgiver os med og er en del af. Endnu mere fundamentalt har vi også hver vores kulturelle ståsteder, som er påvirket af, hvor man kommer fra, opdragelse, uddannelse, venner, familie – og desuden eventuelle religiøse, seksuelle orienteringer osv.
Virkeligheden er ikke en objektiv størrelse
Meningsdannelsens betydningsunivers er en model, der beskæftiger sig med, hvad det er, der rør sig, når vi taler sammen, og hvordan du som leder kan bruge dette sammen med dine medarbejdere.
Modellen er fra bogen: Skoven som samtalerum. Leder- og gruppeudvikling mens vi vandrer. Forlaget Tankegang, 2020.
Læs også: 5 tips til den gode samtale med din medarbejder
Den tager sit udgangspunkt i, at man grundlæggende opfatter virkeligheden forskelligt. Virkeligheden er ikke en objektiv størrelse, men opleves ud fra den måde, man afkoder den. Når du skal bidrage til, at samtalen fungerer godt på jeres arbejdsplads, er du nødt til at interessere dig for, ikke blot, hvad der bliver sagt, men hvilke diskursive mønstre og kulturelle ståsteder, der er på spil, og hvordan vi kan nærme os hinanden.
Og i den sammenhæng er det vigtigt at arbejde med dialogen, og som forudsætning for dette, både jeres fortællinger og evnen til at lytte til hinanden. Her kommer nogle af byggestenene:
Den velovervejede fortælling
Tænk din fortælling godt igennem på forhånd. På den måde kan du gøre dit bedste til at få dit budskab frem.
Hav fokus på:
1. Dit emne: Hvad er det, du vil fortælle om?
2. Din indledning: Hvad skal være dine første ord, når du fremlægger? Hvordan kan du fange lytterens interesse?
3. Dit sprog: Tænk over dit sprog, når du fortæller. Både så det afslører, hvem du er, men også gerne på en måde, så det bygger bro til dem, der skal lytte.
4. Dine eksempler: Din fortælling bliver klart stærkere, hvis du kan komme med eksempler, der understøtter, hvad du gerne vil sige. Det kan være konkrete hændelser, som er foregået og kan eksemplificere det, din fortælling handler om.
5. Dine fakta: Tænk igennem hvilke faktuelle oplysninger, der kan tilføjes din fortælling. Er det fakta, der kan underbygge din historie, og vil det være med til at gøre den mere troværdig?
6. Dine følelser: Modtageren vil gerne kunne mærke dig. Vide, ikke bare hvilke rationelle tanker du har, men i det hele taget fornemme, hvilke følelser der er på spil hos dig. Så find ud af, hvordan du vil vise dine følelser i fortællingen. Hvor meget, du vil dele med lytteren.
7. Dine relationer: I din fortælling er det væsentligt, at modtageren får en fornemmelse og en beskrivelse af, hvilke menneskelige relationer, du indgår i. Ikke mindst i forhold til det konkrete emne, fortællingen handler om, er det afgørende, men også gerne i en større sammenhæng.
8. Din morale: Din fortælling må gerne have en morale; en pointe, som du vil give videre. Det er også din mulighed for, at du, som afsender, kan trække modtagerens fortolkning i en retning, du synes er vigtig.
Læs også: 5 råd: Bliv en effektiv og autentisk samtalepartner
Den dobbelte lytning
Inden samtalen herefter går i gang, har samtalepartneren skullet lytte til den, der fortæller. Jeg kalder det den ’dobbelte lytning’. Dobbelt, fordi du både lytter til fortællerens stemme og din egen fortolkning af fortællingen, når du lytter. Udtrykket den dobbelte lytning kommer af, at du sætter fortællerens stemme i centrum og bruger din egen til at fortolke det, du hører.
Lytningen kan foregå på denne måde:
1. Visk tavlen ren: Når du skal lytte, er det vigtigt helt fra begyndelsen at glemme dig selv. At viske tavlen ren er at glemme baggrundsstøjen. Og for et kort øjeblik at glemme din egen indre stemme. Det er lettere sagt end gjort, men indsatsen er nødvendig, hvis du skal være en god lytter.
2. Sæt dig i den andens sted: I begyndelsen af lytningen er det en god idé at forsøge at sætte dig i den andens sted. Prøv at overtage vedkommendes synsvinkel, så du ser tingene med vedkommendes briller.
3. Husk fornemmelserne: I forlængelse af de to første trin, så sving over mod dig selv igen. Husk dine første fornemmelser, når fortællingen møder dig med de første budskaber. De indtryk, du får helt spontant, inden du begynder at afkode, hvad det egentlig er, du hører.
4. Grib pointerne: Når du lytter, så læg mærke til de pointer, der falder af undervejs. Det, der i talestrømmen helt tydeligt, er det, der skal lyttes efter.
5. Stil opklarende spørgsmål: Fortællingen skal have plads, og de spørgsmål, du som lytter stiller undervejs, har kun til formål at få fortællingen yderligere foldet ud. Under lytningen er det derfor vigtigt at stille opklarende spørgsmål, så fortællerens pointer kommer til at stå endnu skarpere end ellers.
6. Husk enkeltord og sætninger: Det er altid godt at huske helt konkrete formuleringer. Fordi det er dem, der kan arbejdes med efterfølgende. De konkrete formuleringer afspejler personen, der taler og vedkommendes helt eget sprog.
7. Analysér med både hjerne og hjerte: Og her er det så, at den dobbelte lytning for alvor sætter ind, og du begynder at lytte lige så meget til dig selv som den anden. For hvad er det egentligt, du lytter dig til? Her er det, at du læner dig ind over lytningen med alt det, du har lært og bruger det i din afkodning af, hvad du tænker, der bliver fortalt. Brug din fornuft og dine egne følelser i din analyse, så den bliver dækkende for, hvad du selv synes er rigtigt.
8. Se det større billede: Til sidst i din lytning vil du være i stand til at se det større billede og sætte fortællingen ind i en kontekst. Det, som kan bygge bro til selve dialogen.
Den velovervejede fortælling og den dobbelte lytning er det optimale baggrundstæppe for en konstruktiv dialog.
Læs også: 3 faser: Sådan håndterer du den vanskelige samtale
Dialogen
Monologen har fået plads og er kun blevet afbrudt af uddybende spørgsmål. Eftertanken har været på spil under lytningen, og dialogen er nu den sidste brik i samtalekittet. Her kan I bruge følgende elementer:
1. Vær anerkendende: Det anerkendende indeholder erkendelsen af den anden, som bygger på accept og respekt – også selvom man måske ikke er enig. En imødekommelse af den værdi, som den anden kan tilføre et samarbejde eller en relation.
2. Vær tydelig: Tvetydighed eller skjulte kort er en dødssynd i den konstruktive dialog. I stedet er det vigtigt at være tydelig, så I ikke kan være i tvivl om, hvad hver især mener. Så lyt godt, før du tænker; tænk dig om, før du spørger. Og formulér dig på en måde, så man ikke er tvivl om, hvad du mener.
3. ”Kan du uddybe det lidt mere?”: Spørgsmålet er i den grad anerkendende, fordi vendingen indeholder respekten for den anden, og erkendelsen af, at den andens ideer og tanker kan tilføre noget værdifuldt til dialogen. Der er også et element af nysgerrighed indeholdt i spørgsmålet, der interesserer sig for dybden og rækkevidden af den andens pointer.
4. Tillad pauser: Den gode dialog må meget gerne give plads til, at vi også undervejs har tid til at tænke os om. Derfor pauserne. Der er ingen grund til at føle sig forpligtet til at lade talestrømmen køre uafladeligt, hvis det er på bekostning af eftertanken. Så tag endelig nogle pauser undervejs. Tænk over, hvad den anden har sagt. Hvad du selv vil sige. Eller i det hele taget, hvad der kan berige dialogen. Giv jer selv mulighed for at blive klogere på hinanden.
5. Vær enig om centrale pointer: Under lytningen griber du fortællerens centrale pointer, og i dialogen giver det mening i fællesskab at blive enige om, hvad der er det mest væsentlige i det, der bliver sagt. En samtale kan handle om uenigheder, muligheder, praktiske ting, mere følelsesladede eller eftertænksomme emner. Det vil uden tvivl fremgå af dialogen, at I har forskellige syn på det samme emne, og at I måske heller ikke bliver enige. Men I kan nok blive enige om, hvad der har været de centrale pointer.
6. Konkludér og ager: Det sidste trin afslutter hele forløbet i samtalen – fortælling, lytning og dialog – og skal kunne bruges til noget. I bedste fald er I blevet enige. I mindre heldigt fald, er I blevet enige om noget, og enige om, hvad I ellers er uenige om. Begge dele giver mulighed for at konkludere. En konklusion vil altid være en sammenfatning. En pragmatisk konstatering, der følger efter en række overvejelser. Og overvejelser er jo lige præcis det, der må siges at have været på spil i et samtaleforløb, hvor fortællingen er velovervejet, lytningen aktiv og i dobbelt-position, og dialogen konstruktiv.
Artiklen udspringer af bogen SKOVEN SOM SAMTALERUM, som udkom den 25. november.
