De seneste fire årtier ligner ingen andre, når det kommer til antallet af stresssygemeldinger, beskrivelser af udbrændthed og nu senest flugt fra presset i hverdagen i form af quiet quitting. Nye teorier om, hvad der er på spil, flytter fokus fra individets evne til at forvalte sin arbejdssituation til de fælles vilkår.
Den tyske sociolog Hartmut Rosa anvender begrebet resonans til at beskrive den naturlige oplevelse af sammenhæng, der kan blive forvrænget og helt forsvinde, når arbejdssituationen accelererer i et tempo, ingen kan følge med i.
Artiklen her tilbyder metoder, der i Hartmut Rosas ånd, kan medvirke til at genoprette og genskabe resonans – gennem resonansfællesskaber.
Resonans er et begreb, der anvendes i musikken for noget der svinger sammen. Hvor lyden kastes frem og tilbage og harmonier kan opstå. Det er ligeledes et fysisk begreb for frekvenser, der går i svingning sammen. Hvis man slår en stemmegaffel an og stiller på et bord, hvor der er en anden stemmegaffel, så vil den begynde at svinge med samme frekvens.
Indenfor psykologien bruges denne forståelse af genklang til at arbejde med lytning og anerkendelse. Og bruges i bred forstand som udtryk for, at to mennesker er trygge og ’svinger’ godt med hinanden. Det er således ikke et præcist begreb, men snarere noget som man kan fornemme og som de fleste kender til.
Hos Hartmut Rosa, der anvender resonans som et sociologisk begreb, handler det om kvaliteten i relationen til vores verden. Samlet set beskriver resonans en kvalitet i relationen til os selv, i relationen til den anden og i relationen til vores omgivelser/til verden. Den mest almindelige forståelse af resonans er genklang.
Ustyrlig acceleration har gjort os syge
Der er to ord i Hartmut Rosa’s arbejdssætning; ”hvis acceleration er problemet, er resonans måske løsningen”, som har gjort den tyske sociolog til en akademisk rockstjerne i dagens Danmark. At hans tekster i dag læses af mange andre udenfor universitetets mure skyldes, at han sætter fingeren på nogle meget ømme punkter.
Ifølge Rosa er vi ramt af en ustyrlig acceleration, som er det direkte resultat af de fire årtiers vækstparadigme. Og det har gjort os syge. Hartmut Rosa kalder det ’udbrændthed’. Det enkelte menneske føler sig magtesløs og fremmedgjort, da livet så at sige er trukket ud af ligningen.
Angsten er blevet accelerationens følgesvend. Ikke blot hos den enkelte. Men som en slags systemdiagnose, som har gjort verden til en række aggressionspunkter, hvor vi reagerer med kamp og kontrol.
I en række stærke metaforer beskriver Rosa, hvordan samfund, organisationer og individer oplever resonanstab. Altså oplever sig selv i en gold og kold relation til omverdenen. Et stift selv, kalder han det. Men i dette tab sætter vi i løb i en resonansjagt i håbet om noget bedre. En overfladisk og markedsgjort jagt på et lykkeligt liv. Med en stresset hverdag, som kun giver små åndehuller. Resonanstab viser sig i adfærdsmønstre, der kan genkendes og beskrives som herunder.
Hvis du ikke trives – Hvad kendetegner dit arbejdsliv?
Ørken-erfaringen, hvor alt for mange rammes af håbløshed og manglende tro på fremtiden. Udbrændt som det kaldes af mange, hvor man let overser, hvordan man aktivt kommunikerer om, at der er noget helt galt.
Oasen, som udtryk for pausen i det hele. En ferierejse. En meditations-retreat. Eller en sygemelding, som skal give lidt skygge under palmen og lidt friskt vand at drikke. Men alt for ofte er der blot tale om et fatamorgana. Oasen kan være præcis lige så stressende. Tempoet sættes ikke ned, nu skal det godt nok gå stærkt med at slappe af.
Oceaniske erfaringer, hvor udbrændt ikke er den rigtige beskrivelse. Her er tale om passionerede og dygtige ledere og professionelle, som knokler løs for at få det hele til at hænge sammen. Men bevægelserne er ukontrollable, uigennemsigtige, og det føles umuligt at vide, hvornår man er færdig. For hvornår er man lykkedes? Dagen er præget af åndenød og mens man basker for at holde sig oven vande, bidrager man let selv til accelerationen.
Resonansfællesskaber kan være vejen væk fra mistrivsel
Vi skal ikke blive ved med at gøre mere af det samme, som ikke virker. Vi bliver nødt til at gøre noget andet. Kalde på resonansen. Resonans som udtryk for noget, der svinger godt. Resonans som udtryk for nye kvaliteter i hverdagen og relationen til hinanden, til vores natur og omverden.
Men det er jo ikke nødvendigvis let sådan at finde ”nye” løsninger, mens det hele bimler og bamler.
Resonansfællesskaber kan være en vej. Som et første skridt væk fra mistrivsel, stress og udbrændthed. Et fælles skridt, fordi vi må øve os sammen.
Resonansfællesskaber er et prøvehandlingsbegreb, hvor man må prøve sig frem, da det er svært at kende svaret på forhånd. Det er svært at regne ”svaret” (i ental) ud, og man må prøve sig frem på mange måder.
Her beskrives fire prøvehandlinger, der har til hensigt at skabe resonansfællesskaber.
- Med brug af narrative metoder (fortællinger) kan vi styrke forventningerne til fremtiden og håbet. Det er også muligt at berige sproget, så der bliver en mere mangfoldig opmærksomhed og en revitalisering af vores samarbejde.
- Holde øje med hinanden, fordi ensomhed og usynlighed er gift. Anerkendelsesfordringen har aldrig været mere presserende, og det er muligt både at træne bevidning samt mere generelt skabe rammer for bedre deltagelsesmuligheder. Sammen.
- Bevæges. Vi skal have kroppen med. Vi skal helt konkret bevæge os. Tænde for musikken, gå en tur og indse, at vi er mere end hjerner, der møder hjerner. Det handler også om at gøre sig bevægelig overfor ’det nye’. Vi har brug for nye erfaringer og må indstille os på at give det lidt fremmede en chance og tage et skridt ud i det ikke helt så kendte.
- Berøres. I den vertikale resonansakse forbindes vores fødder med jorden og vores sind med den kollektive bevidsthed. Mens vi skal øve os på at trække vejret dybt, skal vi også finde måder i vores designs af løsninger, der giver plads til planter og andet liv såvel som indse, at mennesket i sig selv udgør en samlet økologi. Vi er ikke bare et væsen i åndenød. Vi er også ånden, som er i nød. Kan vi invitere det mere sårbare ind og tillade samtaler om eksistens og væren?
Der skal findes andre løsninger og, som Hartmut Rosa beskriver det, nye kvaliteter i vores verdensrelation. En del står i vejen for ”de store” løsninger, så lad os bare gå i gang alle sammen i det små. Prøvehandlinger er sat i gang mange steder med gode resultater. Det er oplagt at bygge videre på.
Referencer:
Olsen, Thorkild; Livets uendelige kilde – en søgen efter resonansfællesskaber. Forlag Venire (København 2023)
Rosa, Hartmut; Det ukontrollerbare. Eksistensen (DK, 2020) / Residenz Verlag (Salzburg – Wien, 2018)
Rosa, Hartmut; Resonans – En sociologi om forholdet til verden. Eksistensen (DK, 2021) / Suhrkamp Verlag (Tyskland, 2016)
