Som leder er du bevidst om, at du skal lede medarbejderne – sætte rammer, engagere og definere retning. Næsten lige så indlysende er det for dig, at du skal lede på tværs, ud mod borgerne, og at du skal lede dig selv. Men er du også opmærksom på, at du som leder har en vigtig opgave i at lede din chef: At lede opad?

Ledelse opad er ikke en sport for hofsnoge

Måske synes du, ledelse opad lyder lidt som tips og tricks til at sno sig i magtens korridorer; som om man gennem slesk tale og listige intriger vil sikre sig ekstra, ufortjente fordele. Men det er naturligvis ikke pointen. God ledelse opad er ikke en sport for hofsnoge. Opgaven er at kvalificere, udfordre, støtte og inspirere sin øverste ledelse og spille hinanden gode.

Tilsvarende vil nogle måske indvende, at en mellemleder ikke kan udøve ledelse opad i hierarkiet – at opgaven snarere er at lære at respektere hierarkiets præmisser og chefens pligt og ret til at træffe beslutningerne. Men chefer har brug for hjælp til at prioritere og træffe de rigtige beslutninger, og mellemlederne er oplagte rådgivere, udfordrere og støtter for den øverste ledelse.

Du kan gennem en bevidst indsats gøre din leder bedre – og samtidig blive en bedre mellemleder for din chef.

Fordelene ved en alliance mellem dig og din chef

Du og din chef er afhængige af hinanden: Du kan bidrage til din chefs succes, hvis du leverer gode resultater og støtter hende på møder og på gangene. Modsat kan du skabe problemer for din chef, hvis du underinformerer, leverer dårlige resultater eller ikke er loyal.

Din chef kan tilsvarende sikre dig gode arbejdsbetingelser og være afgørende for, om du får opbakning til en ny ide eller får ressourcer til din enhed – og ultimativt om du bliver forfremmet eller afskediget.

Derfor har I begge brug for at udvikle et godt samarbejde, hvor I sikrer, at I er afstemte og ved, hvor I har hinanden. Med andre ord skal du arbejde for, at du og din chef bliver hinandens allierede.

Tillid er basis for at lede opad

En tillidsfuld relation er det oplagte afsæt for at udøve god ledelse opad:

  • Tillid skaber grobund for at kunne tale åbent om problematiske emner
  • Tillid betyder større lydhørhed, når du tager et problem og et ønske op
  • Tillid gør det lettere at lave en koordineret indsats i forhold til en udfordring.

Tillid skaber man ikke fra en dag til den næste. Du bidrager til udviklingen af en tillidsfuld relation ved at sikre, at I har en løbende dialog – og en dialog, der er bredere end blot om, hvordan I håndterer presserende opgaver. Du kan med fordel arbejde bevidst på at sikre, at I faktisk mødes og på at åbne op for den bredere dialog – og ikke bare vente på, at din chef tager initiativ til dette.

Derudover er det vigtigt, at du agerer loyalt og viser chefen, at du er ordholdende, uselvisk og har styr på din del af organisationen. Ledelse opad er en langsigtet bestræbelse snarere end smart taktik på næste møde i lederteamet. Ud over tilliden præsenteres i det følgende tre effektive indgange til at lede opad.

#1 Forstå din chefs præmisser

Ved du, hvad der er din chefs største bekymring for tiden? Og hvilke ambitioner der driver hende? Selvom du ikke har direkte adgang til indersiden af chefens pandelapper, kan du dels gennem omtanke, dels ved at have en løbende dialog med din chef få indsigt i, hvilke drømme, visioner og bekymringer, der påvirker hende.

At forstå din chefs præmisser rummer både et strategisk, et taktisk og et personligt niveau: Hvis du ved, hvilke strategisk krav din chef bliver mødt med af direktionen, kan du langt bedre bidrage til at trække i den relevante retning. På taktisk niveau drejer det sig om, at du bl.a. forstår, hvilket informationsniveau, din chef synes er det rette, og dermed bedre kan holde din chef informeret på den rette måde og med det rette indhold.

Endelig er der et personligt niveau for chefens præmisser: Nogle chefer elsker fx en ophedet diskussion og træffer gerne en hurtig beslutning, hvis de bliver grebet af et emne. Det kræver en anden tilgang fra din side, end hvis din chef er fåmælt og ofte har brug for at tænke sig om nogle dage, før hun er klar med en holdning. Du skal naturligvis selv kunne trives med samarbejdet – men du kan sandsynligvis sagtens tilpasse din stil, især hvis det fremmer det gode samarbejde.

#2 Afklar hvad der forventes af dig

Et andet vigtigt håndtag i ledelse opad er en grundlæggende forventningsafstemning mellem dig og din chef. Du skal finde ud af, hvad det er, du skal bidrage med i organisationen.

Ingen af jer bliver tilfredse, hvis din chef forventer, at din afdeling får sagsbehandlingstiden ned, mens du og medarbejderne har fokus på at udvikle nye kompetencer, der har relevans på længere sigt, men som på kort sigt forlænger sagsbehandlingstiden. For at du kan få succes i jobbet, skal du og din leder være enige om, hvad succeskriterierne er. Hvad bliver du målt på, når året er omme?

Det er en naturlig del af arbejdet, at man årligt aftaler konkrete mål for organisationen, afdelingerne og evt. for hver enkelt medarbejder. Men det er ikke altid tydeligt, hvad man som leder bliver målt på. Også her gælder det, at hvis din chef ikke tager initiativ til, at I afstemmer forventninger til hinanden, så inviter selv til et møde – og lad være med bare at vente.

Måske tænker du, at det går fint uden disse løbende møder med dialog om jeres gensidige forventninger og samarbejde. Realiteten er bare, at hvis ikke I mødes, kan du ikke lede opad. Vær derfor disciplineret, sørg for at I mødes og vov at tage problemfyldte emner op, selvom det kan være svært.

Forventninger drejer sig både om resultater og adfærd. Det er vigtigt at tale om succeskriterier, men også om, hvordan I samarbejder og udøver god ledelse over for resten af enheden. Et godt spørgsmål at stille hinanden er: Hvad kan jeg gøre for, at du bliver den bedste udgave af dig selv på arbejde?

#3 Vær en tilpas forstyrrelse

Selvom chefen har mere magt end dig, og selvom du derfor bør være opmærksom på at forstå din chefs præmisser, så indebærer god ledelse opad naturligvis også, at du udfordrer, sætter dine egne agendaer og tager initiativer.  

Alle virksomheder har brug for ledere, der til enhver tid overvejer, hvordan vi kan udvikle forretningen, forbedre processer og teste ideer. Det er derfor vigtigt, at du i din ledelse opad løbende sørger for, at dine egne og medarbejdernes kritikpunkter og kreative ideer kommer i spil.

Også her er der brug for, at du finder ud af, hvordan du bedst bringer dine ideer og udfordringer op. Generelt kan chefer godt lide at blive forberedt på, at en ny ide er undervejs – og tilsvarende ønsker de at undgå at føle sig overrumplet af nye forslag på et forkert tidspunkt. Overvej derfor, om du fx først skal plante en ide på et 1:1-møde med din chef, før du bringer ideen op i ledergruppen.

Et andet godt princip at følge er kun at bringe din kritik af chefen op på jeres 1:1-møder – altså under fire øjne. Derudover bør du  udvise samme niveau af forsigtighed og empati, når du giver den kritiske feedback, som du ville udvise over for medarbejderne – chefer er også sårbare overfor kritik.

Ledelse opad gør livet lidt sjovere

Det kan være spændende at give sin ledelse opad mere fokus: Ved at interessere sig mere for chefens strategiske agendaer åbner du op for mere interessante dialoger og opgaver. Og tilsvarende: Hvis du formår at skabe et samarbejde med din chef, hvor I taler frit med hinanden om ufærdige ideer, uenigheder og kritik, er der potentiale for både meget mere udvikling og meget mere arbejdsglæde for jer begge.

Vigtigst er det at huske, at udgangspunktet for at få succes med at lede opad er, at du definerer det som en ledelsesopgave, du skal og vil prioritere højt.

Læs mere om at lede opad i bogen Ledelse opad. Gør din chef til din bedste allierede. Skrevet af Lene Flensborg på Akademisk Forlag.