1. Arbejde ekstra længe de første dage
Når du kommer tilbage fra ferie, er du næsten per definition bagud. Der er ulæste e-mails, der skal besvares, masser af telefonopkald, beslutninger der ikke er blevet truffet, mens du var væk og ting, der bare ikke er blevet gjort. Det er uundgåeligt, og du kan ikke forvente at indhente det hele den første dag. Lad være med at arbejde ekstra længe de første dage, så kører du dig selv flad, inden du er kommet i det rigtige gear igen. Acceptér at du er bagud og arbejd stille og roligt med at indhente arbejdet og tal med andre om, hvad der er sket, mens du har været væk.
2. Holde en masse møder
En sikker vej til at miste både overblik og overskud er at komme tilbage fra ferien til en proppet kalender. Hvis du har mulighed for det, så lad din auto reply blive på en dag ekstra. På den måde kan du stille og roligt gennemgå indbakken for ulæste mails og danne dig et overblik før medarbejdere, kollegaer og chefer begynder at rykke dig for svar. Du kan også booke din kalender med møder med dig selv.
3. Læse de ulæste mails i kronologisk rækkefølge
De fleste starter med at kaste sig over de mange ulæste mails. Og ofte læser man dem i kronologisk rækkefølge. Men det kan hurtig vise sig at være spild af tid. I stedet bør du sortere dine mails efter afsender. Er der en afsender, som har sendt dig flere mails om forskellige emner, så kan du ringe vedkommende op. Det sparer dig for tid fremfor at behandle hver mail enkeltvis, og måske viser det sig endda, at noget ikke længere er relevant.
4. Begrave dig i detaljerne
Fordi du endnu ikke er (helt) begravet i hverdagens travlhed, bør du udnytte tiden og dit kølige overblik til at planlægge målene for den kommende tid og indstille dit sigte på det vigtigste.
5. Fortælle medarbejderne hvor meget I skal nå
Hvis du overfalder dine medarbejdere med opgaver og snak om, hvor travlt I har, lige så snart de sætter foden på arbejdspladsen, er du sikker på, at deres motivation og arbejdsglæde vil styrtdykke. For at fastholde medarbejdernes motivation efter ferien, og for at sikre arbejdsglæden, er det vigtigt, at du tager godt imod de medarbejdere, der har været på ferie.Som dig har dine medarbejdere brug for lidt tid til at komme op i det rigtige gear. Der kan hurtigt sprede sig en dårlig stemning, hvis medarbejderne føler sig angrebet fra første dag.
Sådan giver du medarbejderne en god start efter ferien
1. Byd dem velkommen tilbage
Giv dem en varm velkomst – få dem til at føle, at de har været savnet, og at det er rart, at de er tilbage. Spørg til ferien, og del deres begejstring.
2. Giv dem tid
Lad være med at overfalde folk den første dag. Giv dem tid til at lande og komme op i gear igen.
3. Spred ikke din stress til dem
Når medarbejderne kommer tilbage fra ferie, er de oftest dejligt afslappede. Nyd det og giv dem lov til det, i stedet for at sprede stress til dem.
4. Tilbyd din hjælp
Der kan ligge mange opgaver til en, der kommer hjem fra ferie. Tilbyd at hjælpe.
5. Giv ikke folk skyldfølelse
Det kan være fristende at give folk indtryk af, at det er deres skyld, at afdelingen er kommet bagud, fordi de har været på ferie. Lad være med det. Ferien skal holdes før eller siden, og hvis man holder en rigtig god ferie, og giver folk lov til at lande ordentligt igen, har folk så meget mere energi, at man indhenter det tabte og meget mere til.
De fem råd er fra ekspert i arbejdsglæde, Alexander Kjerulf i artiklen: 5 gode råd: Når medarbejderne kommer tilbage fra ferie. Læs mere her.