Nye ledelses- og organisationsteorier kommer løbende til. Nogle er forskningsbaserede, mens andre er det, der kaldes for lufthavnslitteratur, noget som ikke altid er informeret af forskning, men består af normative bud.

Ikke desto mindre medvirker teorier og koncepter til, at ledere (og konsulenter) kan få nye indsigter, således at de kan forstå og håndtere problemer. Nogle gange på nye måder.

3 tendenser der får stor opmærksomhed

Der findes en lang række teorier, som kan kvalificere lederes praksisser. Det gælder derfor om at sætte sig ind i de nye tendenser og forstå, hvad de vil og kan bidrage med, og hvordan de svarer på de problemer, man identificerer som nødvendige at forholde sig til.

I bogen ”Nye tendenser i organisation og ledelse” peges der gennem 15 kapitler på nyere teorier og tilgange, som ledere og konsulenter kan lade sig inspirere af.

Særligt får tre begreber hver stor opmærksomhed i bogen. Det drejer sig om: Frisættelse, resonansfællesskaber og regenerative organiseringer.

1. Frisættelse – fri til hvad?

Frisættelse er kommet på alles læber i den offentlige sektor, og der er sat gang i mange nye tiltag rundt om i danske kommuner og regioner.

“Frisættelsen fra nationale og kommunale regler skal skabe større fagligt handlerum for de ledere og medarbejdere, som er tættest på borgeren, og det skal skabe bedre velfærd for borgeren”, sådan skriver professor Ulf Hjelmar m.fl. (2023) og peger i bogen på, at den kommunale organisering må ses efter i sømmene, og at man ikke mindst bliver nødt til at sætte gang i nye måder at løse og (sam)arbejde om velfærdsopgaven på.

Frisættelse handler om, at ledere og medarbejdere møder borgerne og opgaverne på nye måder. Man er sat fri fra noget, men også fri til at gøre noget nyt, og derfor fordrer det nye måder at forstå og gå til arbejdet på.

Et aspekt i frisættelsesarbejdet er at kvalificere det faglige samarbejde og fællesskaber. Der er forskellige opfattelser af, hvad frisættelse kan, skal og bør handle om, og derfor finder man mange forskellige tilgange landet over.

2. Resonans – lyt dog!

Det andet begreb knyttet til nye tendenser i organisationsverdenen er resonansbegrebet, som den tyske sociolog Hartmut Rosa har præsenteret, og som har fået stor opmærksomhed inden for forskningen på universiteter og professionshøjskoler såvel som i organisationslivet.

Lone Hersted, lektor ved Aalborg Universitet, og direktør Thorkild Olsen er optaget af, at vi går fra en instruktiv ledelse mod en mere responsiv ledelsesforståelse, og det kan ske bl.a. gennem begrebet resonansfællesskaber.

Resonans handler om samklang. Meget af vores liv er styret eller påvirket af systemer, teknikker mv., som i sagens natur ikke er optaget af det enkelte menneske og eksempelvis dets følelsesliv.

Resonans er et sociologisk begreb, der beskæftiger sig med menneskets forholden sig til verden og kobles sammen med begreber såsom individualisering, acceleration og fremmedgørelse (Rosa, 2021).

Hartmut Rosa mener, at vi som mennesker ved at opnå resonanserfaringer, som kommer ved at forholde sig til resonans, kan opnå en åbenhed over for det, der er i verden. Det kan, om alt går vel, føre til bedre liv, bedre relationer, men også bedre organisationer og bedre samfund.

Det giver god mening at se, hvorledes organisationer og medarbejdere kan bidrage fra denne teori om resonans, og der er også danske kommuner, der arbejder med det.

3. Regenerativ organisering – hvordan skal vi arbejde sammen?

Det sidste og tredje eksempel er regenerative organiseringer. Det handler i sin essens om, at man bør regenerere, hvilket betyder at efterlade noget i samme eller bedre stand, end man modtog det.

Som forskeren Jacob Nørlem m.fl. (2024) peger på, så indbefatter denne tænkning bl.a. en holistisk natur- og bæredygtighedsforståelse. Den stiller krav til, hvordan mennesker bør leve og arbejde sammen. Spørgsmålet er, hvordan man i organisationer kan finde veje til regenerativ organisering. Er der nogle værdier og helt konkrete praksisser, der skal fremmes? Der er ikke et nemt svar.

Ja, vi kan

Til spørgsmålet om vi kan udvikle vores organisationer, forbedre ledelsen af dem og løse kerneopgaverne endnu bedre, er svaret ja, men det er ikke lige til. Det kræver, at man prøver sig frem. Derfor er det godt at orientere sig i de nye tendenser, som synes at have relevans i den offentlige sektors bestræbelser på at kvalificere arbejdet med kerneopgaven.

Selv om det giver god mening at udfordre antagelser og lade sig inspirere af teorier, der kan forbedre praksisser, så skal det være med en sund skepsis og kritisk forholden.

Der bliver gjort et stort arbejde i den offentlige sektor, men ydmygheden ift. om noget kan gøres på en anden og bedre måde, den må man ikke slippe – for ydmyghedens modsætning er arrogance, og arrogance rimer ikke på god offentlig ledelse.

Artiklen udspringer af bogen:
Nye tendenser i organisation og ledelse af Karsten Mellon (red.), Hans Reitzels Forlag.