Kend din primadonnas motiver

”En god nyhed til jer er, at primadonnaer ’bare’ dekobler dårlig ledelse, så ingen grund til bekymring, hvis I er dårlige ledere”, var et af Helle Heins indledende ord til de 600 begejstrede tilhørere ved hendes oplæg ’Ledelse af primadonnaer’ til Personale Politisk Messe 2010.

Pointen er imidlertid, at ledelse af primadonnaer er krævende, men til gengæld en af de vigtigste ledelsesopgaver. Primadonnaerne er nemlig organisationens eksistensberettigelse.

Hvis de udsættes for dårlig ledelse, ignoreres den i første omgang, hvorfor dårlig ledelse ikke er noget problem. Det bliver det dog på den lange bane. I sidste ende demotiverer det nemlig primadonnaen, der lader sig degradere til det, som Helle Hein kalder ’lønmodtageren’. Og det er ikke godt, da ’lønmodtageren’, ifølge Helle Hein, er organisationens værste forurening, og bør allerhelst fyres, hvis du spørger Helle Hein.

Vagabondens hund fik et nyt hjem

Når Helle Hein beskriver primadonnaen, er den korte beskrivelse, at primadonnaer er styret af et kald og ønsker at gøre en forskel. De har ekstremt stærke værdier og idealer, og arbejdet er deres primære kilde til tilfredshed og identitet.

Et eksempel på, hvad det betyder ’at være styret af et kald’, kommer fra sygeplejerskeverdenen, hvor primadonnaerne i særdeleshed befinder sig. Sygeplejerskerne, som Helle Hein mødte, havde en patient, hvor det kun var et spørgsmål om tid, før han sov ind. Patienten havde været vagabond i mange år, og hans nærmeste og eneste pårørende var hans hund.

En morgen, hvor Helle Hein møder ind til sygeplejerskerne, bliver hun mødt af en usædvanlig opløftet stemning. En flok sygeplejersker hviner og hujer, og er helt euforiske, alt i mens de siger ”vagabonden er sovet ind”.

Umiddelbart svært at forstå, hvordan det medfører en sådan begejstring, men med euforisk glæde, fortæller sygeplejerskerne, at vagabonden er sovet ind med fred i sindet, fordi der nu er nogen, der tager sig af hans hund.

I de sidste dage inden afskeden med jordelivet, havde vagabonden ikke talt om andet end, hvem der nu skulle tage sig af hunden. Han kunne ikke få fred, før han vidste, at den ville få det godt. Da hunden var vagabondens eneste pårørende, havde sygeplejerskerne brugt deres fritid på at finde en ny sød familie til hunden, og samme nat som vagabonden fik nyheden, sov han ind.

Den euforiske stemning? – de havde gjort en forskel og givet vagabonden en værdig afsked, og det var lige præcis det, sygeplejerskerne så som meningen med deres arbejde.

Med Helle Heins ord havde de fået et kald – det kald som primadonnaer arbejder for at få. De arbejder nemlig i en højere sags tjeneste og for at gøre en forskel på deres felt.

Historien er imidlertid 10 år gammel, men på sygehusgangene er det stadig en historie, der findes frem og genfortælles gang på gang, og den bringer fortsat samme euforiske stemning og kald-følelse frem.

Ledelse af primadonnaer

Med denne medrivende fortælling slog Helle Hein det efterfølgende fast, at man ved den årlige MUS ikke kan sige ”Godt, jeg kan høre, du er kørt lidt surt i dit arbejde. Jeg skal nok arrangere nogle kald for dig i det næste år”.

Som leder er det dog vigtigt at vide, at det simpelthen er disse kald og den højere sags tjeneste, der driver primadonnaerne. Hvis man skyder dem andre motiver i skoene, er det dybt sårende og intimiderende på deres arbejde såvel som på deres person, som de i høj grad tager med på arbejde.

Få mere inspiration 

Brug rådene i tekstboksen som inspiration til din ledelse.