Ledelse over grænser - Erfaringer med tværsektoriel ledelse i sundhedsvæsenet

Publikationen indeholder råd om, hvordan chefer og ledere i kommuner og regioner identificerer barriererne for samarbejdet på tværs i sundhedsvæsenet og peger på, hvilke kompetencer der skal til for, at samarbejdet fungerer.

Internal error
Du kan downloade eller bestille publikationen gratis. Vær opmærksom på, at vi ikke sender til udlandet. Ved større bestillinger – dvs. mere end 50 stk. – bedes du maile til os på info@lederweb.dk, så vi kan sikre, at dine publikationer når frem.


Sundhedsvæsenet gennemgår i disse år store forandringer, som påvirker samspillet mellem regioner og kommuner – og derfor også ledelsesopgaven i begge sektorer. Det gælder blandt andet:

  • At flere patienter udredes og behandles på sygehusene og har efterfølgende – eller sideløbende – brug for behandling, pleje og rehabilitering i det kommunale sundhedsvæsen.

  • At stærkere faglig specialisering øger koordinationsbehovet omkring det enkelte patientforløb.

  • At stadig flere patienter har flere sygdomme, hvilket øger behovet for at koordinere og lede indsatsen på tværs af sideløbende behandlingsforløb.

Alt dette indgår i den sundhedspolitiske dialog mellem stat, regioner og kommuner om sundhedsvæsenets udvikling. Afgørende for et vellykket samspil på tværs af sektorer er imidlertid, at ledere begge steder formår at føre de politiske visioner om et mere sammenhængende sundhedsvæsen ud i livet.

Det er baggrunden for projektet Tværsektoriel ledelse i sundhedsvæsenet, hvis resultater fremlægges i denne publikation.

Projektets og publikationens vigtigste formål er dels at styrke refleksion og dialog om forudsætningerne for det tværsektorielle samarbejde i sundhedsvæsenet, dels at klæde chefer i begge sektorer bedre på til at indlede, gennemføre og følge op på den slags samarbejde. Derfor forsøger projektet:

  • At identificere samarbejdets vilkår og hovedudfordringer.

  • At indkredse de vigtigste ledelsesopgaver og -kompetencer.

  • At formidle inspirerende eksempler på og metoder til god samarbejdspraksis

Publikationen er især skrevet til chefer, dvs. ledere af andre ledere, som er ansvarlige for samarbejdet om tværgående patientforløb. I regionerne kan det være ledende overlæger/oversygeplejersker mv., i kommunerne gælder det fx chefer på ældre- og sundhedsområdet.

Den politiske og administrative topledelse i begge sektorer kan med fordel læse med. For de er i høj grad med til at fastlægge chefernes ledelsesrum og herunder også rammerne for det tværsektorielle samarbejde.

Projektet sammenfatter de ledelsesmæssige erfaringer fra fire cases, hvor samarbejdet mellem sektorerne på forhånd er vurderet som værdifuldt, og hvor chefniveauet spiller en central rolle.