Hvis Lone Greger Jensen havde været leder for en stor erhvervsvirksomhed, ville hun sikkert for længst være havnet på forsiden Børsen eller Berlingske Tidende. De resultater, hun havde opnået efter kun seks uger i sin nye stilling som teamleder for 35 medarbejdere i den udekørende hjemmehjælp fra Bakkegården i Næstved, vil kun de færreste ledere i kongeriget nemlig kunne matche: Personalets sygefravær var reduceret fra 22 pct. til kun 1,5 pct. Og atmosfæren i teamet var som forvandlet.

Den enkle opskrift på så stor en forandring af arbejdspladsen har hverken Lone Greger Jensen eller hendes medarbejdere. Men selv er hun ikke i tvivl om, at Den offentlige Lederuddannelses første modul – Det personlige Lederskab – gav hende både modet og kompetencerne til at tage fat på de uløste problemer, som prægede teamet, der gennem to år havde måttet se fem forskelligere ledere komme og gå. 

”Uddannelsen har gjort mig opmærksom på, at relationerne mellem mennesker er det allerførste man må arbejde med. Så på det første møde med mine nye medarbejderne spurgte jeg: ’Hvordan har I det?’. Og de turde heldigvis svare: ’Vi har det superdårligt’. Sådan var det ikke gået, hvis jeg ikke lige var kommet fra et uddannelsesmodul, som fokuserede på relationer, grupper og personligt lederskab ,” fortæller 47-årige Lone Greger Jensen, der begyndte på sin lederuddannelse, ganske få uger inden hun tiltrådte som teamleder på Bakkegården – hendes andet lederjob i hjemmeplejen i Næstved Kommunes Distrikt Syd.

Anerkendelsen er afgørende

Tre uger efter det første personalemøde med teamet på Bakkegården spurgte Lone Greger Jensen igen sine medarbejdere, hvordan de havde de. Denne gang var svaret markant anderledes:

 ”De sagde: ’Vi har det rigtig godt’. Og i vores opgørelser over sygefraværet kunne jeg jo se, at der var noget om snakken: Sygefraværet var faldet fra 22 til 1,5 pct. Tænk, at noget så simpelt som at spørge anerkendende kan gøre så stor en forskel på så kort tid,” siger hun.

Lederkolleger må træde til, når der skal studeres

Til gengæld har Lone Greger Jensen også måttet sande, at hendes nærværende og anerkendende ledelsesstil er svær at forene med en tidskrævende lederuddannelse: Der skal bruges rigtig mange timer på at læse og studere – og når hun er væk fra arbejdspladsen på uddannelse eller ferie, går det ud over kolleger og medarbejdere.

”Det hårdeste ved uddannelsen er, at jeg altid skal have mine sideordnede leder-kolleger til at dække mine opgaver, når jeg er væk. Jeg er nødt til at have fri til at læse de mange sider, gå til undervisning og eksamen. Jeg kan jo ikke trylle. Det er belastende for dem – og belastende for mig at tænke på. Jeg modtager sygemeldinger fra medarbejderne kl. 6 om morgenen og skal også sørge for, at telefontiden med borgerne passes om morgenen. Det kan jeg jo ligesom ikke aflyse, fordi jeg skal på uddannelse. Det må jeg have andre til at overtage,” siger hun.

”Og når jeg så er væk i længere tid, stiger sygefraværet. Jeg har lige været på ferie i en uge. Nu ligger det på 7,4 procent,” siger hun.

Mere præcis i konfliktløsning

At sygefraværet er så påvirkeligt, er ifølge Lone Greger Jensen et logisk udtryk for, at de grundlæggende problemer i teamet langt fra er løst. Og at der vil blive brug for at supplere den anerkendende ledelsesstil med et mere kontant element. For eksempel når medarbejdernes interne uenigheder eller undertrykte konflikter går ud over det fælles arbejde: 

”Jeg er blevet mere direkte og præcis efter det første modul på min lederuddannelse – og bedre til at bede medarbejderne om at få styr på deres gamle kontroverser. En enkelt medarbejder satte sig f.eks. imod, at vi skulle have teammøder én gang om ugen – med den begrundelse, at det gik ud over frokostpausen. Dét gik jeg ind i og bad medarbejderne finde en løsning på. Men selvfølgelig først da jeg havde konstateret, at vores relation var i orden, og at de rent faktisk var begyndt at kalde mig ved navn – som et udtryk for, at de regnede med, at jeg i modsætning til de fem forrige ledere blev i teamet,” siger Lone Greger Jensen med et smil.